Æbletærte
- Karina Petersen
- 13. sep. 2016
- 2 min læsning

Indrømmet! Der har været stille på bloggen hen over sommeren. Der skulle overståes afslutning på uddannelse, sommerferie og en flytning oveni, men nu er jeg tilbage med en skøn opskrift på æbletærte med flettet låg og kanelsukker; for er det ikke ved at være sæson for saftige danske æbler? Personligt elsker jeg at bruge æbler i alle afskygninger, både i bagværk og i madlavning og ikke mindste friske spiseæbler :-) i denne opskrift kan man saktens bruge både søde og syrlige æbler, eller anden frugt om man vil (jeg blander tit med pærer). Det bliver rigtig lækkert.
Det skal du bruge:
Mørdej:
300g hvedemel
200g smør
100g sukker
1 æg
Fyld: 5 æbler, ca. 700g saft af ½ citron 125 g sukker 1 tsk stødt kanel
40g smør i tern
Desuden: smør til formen 1 spsk kanelsukker til pynt lidt vand til pensling
Sådan gør du:
Bland ingredienserne til dejen sammen. Den skal blot samles, ikke æltes igennem. Dejen stilles på køl i 1 time.
Imens skrælles, udkernes og skæres æblerne i tynde både og vendes med citronsaft. I en anden skål blandes sukker og kanel, inden blandingen vendes sammen med æblerne.
Smør en tærteform med smør (dia. 25-28cm). Tag dejen ud af køleskabet og skær 1/3. Denne skal bruges til låget. På et melet bord ruller du de 2/3 dej ud, så den kan nå op og dække kanten på tærteformen. Læg den i den smurte form og fordel fyldet jævnt i bunden . Smørklatter fordeles jævnt oven på fyldet.
herefter ruller du de sidste 1/3 dej ud og lægger den på toppen, enten som et helt låg eller flettet. Pres forsigtigt kanterne med fingrene . Skær 3 ovale snit i låget. Pensl tærten med vand og drys med kanelsukker på toppen . Tærten bages ved 200 grader celcius i ca. 45 min. Serveres lun med cremefraiche, flødeskum eller vanilleis til.
Comments